Uddeler kommer forbi

Så mon ikke vi kommer langt omkring, når Fortælleværkstedet denne gang får besøg af uddeler Torben Frandsen, Hadsund, onsdag 23. oktober kl. 09:30 i Andelen på Storegade i Hadsund.
Torben er en travl mand, men har alligevel givet sig tid til at besøge os. Han vil fortælle om et spændende liv med opvækst, uddannelse og sit arbejde som uddeler i Hadsund, samt hans ”fritid” med masser af foreningsarbejde.
Var det noget, skal man huske tilmelding, men KUN på mail eller SMS: lokalarkivet-hadsund@outlook.dk eller 9387 9560 senest tirsdag 22. oktober senest kl. 12:00.
“Drengen fra otteruphuse”

Efter en længere tids Corona pause er Hadsund Museumsforening & Lokalhistorisk Arkiv klar til at holde efterårets første ”Fortælleværksted”, onsdag formiddag 7. september kl. 09.30, hvor vi får besøg af Marius Stubberup, der i dag bor i Aars.
Marius Stubberup vil fortælle om: ”Drengen fra Otteruphuse” – der ligger imellem Skørping og Gammel Skørping – og handler om, hvordan det var at vokse op på et lille husmandssted på kun 14 tønder land i halvtredserne.
Marius Stubberup kommer også ind på, hvordan hans læretid i Hadsund var hos K. Dalby Hansen og hvad han ellers kan huske om Hadsund i tiden fra 1963-1969.
Marius er i dag 76 år og bor i Aars, gift med Signe og har 2 piger, to svigersønner + 2. børnebørn, samt 1. ”bonusbarnebarn”.
Marius er fhv. elinstallatør med egen forretning i Aars, som han solgte i 2007 og gik på efterløn.
Har været formand i Installatørforeningen Himmerland og Aalborg, mens fritiden bliver brugt som revisor i flere foreninger og æresmedlem Aars Handelsstandsforening.
Blev i 1999 udnævnt til årets ”Gøgler”, og er i dag formand i Dansk Nutidsmuseum, ellers går tiden med familien, slægtsforskning, som ”morgensvømmer” og i fitnesscentret 3 gange om ugen.
Fra bydreng til borgmester

Årets første Fortælleværksted ved Hadsund Museumsforening & Lokalhistorisk Arkiv bliver med tidligere borgmester, HB’er, familiemenneske, cykelist og ”Petanger” Karl Christensen, der vil fortælle muntre og sjove anekdoter om sin barndom, ungdom, arbejdsliv og rækkende ind i sin borgmesterperiode.
Karl Christensen siger: ”Det bliver bestemt ikke et PARTIPOLITISK INDLÆG, men der dog komme elementer, der giver indslaget indhold”.
Det sker onsdag 15. februar 2023 kl. 09:30 på Hadsund Egnssamling, Rosendals Alle 8 i Hadsund, hvor vi også serverer et par madder og en kop kaffe. Men husk tilmelding, enten først til mølle-princippet på mobil 9387 9560 eller mail lokalarkivet-hadsund@outlook.dk senest mandag 13. februar kl. 12.00
Karl Christensen (tv) og arkivmedarbejder Christian Hagelskær er i gang med at finde forskellige emner som skal bruges i forbindelse med foredraget onsdag 15. februar på museet.